Næste station..

"Toget standser kun ved tryk på stopknappen."

Den replik er der kun ét menneske i verden, der kan udtale på den perfekte måde. Jeg ved ikke, hvad hun hedder, men for at holde det på et letforståeligt plan, kalder jeg hende for DSB-damen.

Jeg ved meget lidt om DSB-damen. Jeg har hørt rygter om, at hun er en skuespillerinde, der er relativt kendt i Danmark. Men jeg synes ikke rigtig, at jeg kan se hende for mig, når hun siger velkommen, minder mig om at huske min bagage og gør mig opmærksom på, at jeg under rejsen kan få mere information om alle mulige ting, skulle jeg føle nødvendigheden opstå.

Men det er ikke derfor, jeg sidder her og skriver om hende. Det er slet og ret på grund af stemmen. For der er et eller andet over den stemme, som jeg har meget svært ved at forklare, og derfor gør jeg selvfølgelig et forsøg.

På mit studie har jeg modtaget lidt stemmetræning udi radiospeak. Vi lærer blandt andet at tale opad. Forstået på den måde, at man kun skal tale, som var der et punktum i teksten, når man er nået til hele tekstens slutning. Ikke sætningens slutning. For læser man op, som normale mennesker gør det, vil man udtale det sidste ord i en sætning på en ret så anderledes måde, end man gør, hvis det er det fjerde ord i en tilfældig sætning.

Jeg blev aldrig selv særlig god til det, men jeg har venner fra skolen, der virkelig var dygtige til det. Det var dem, der i fremtiden måske ender som værter på diverse radioprogrammer. Og gør de det, vil de få lytterne til at høre særligt efter, når de fortæller om et givent emne eller rapporterer fra en tilfældig begivenhed.

En af mine yndlingsspeakere er fra P1's orientering. Jeg har glemt hendes navn, men når hun taler om krig, fred slig og fordragelighed, så lytter jeg rigtig godt efter. Hun er rigtig god til at fortælle, og hun gør også noget andet, som vi også er blevet undervist i, og som bringer os smukt tilbage til DSB-damen: De lægger tryk på bestemte ord for at gøre netop de ord særligt interessante.

I DSB-damens tilfælde er det stop-knappen. Retteligt skal det siges, at hun speaker følgende på en given tur: Næste station - Brunsbøge. Toget standser _kun_ ved tryk på stop_knappen_

Tryk på kun og stopknappen. Jeg er altså ikke i tvivl om, at jeg skal lokalisere en knap og trykke på den, hvis jeg vil af på næste, ret så minimalt udseende, trinbræt.

Ej heller er jeg i tvivl om, hvad der står på knappen, som jeg skal trykke på. Det mest triste ved denne smørre er dog, at jeg ikke er i nærheden af at forklare, hvor fantastisk det lyder, når der bliver sagt stop-knap. Ordet ændrer form, når det bliver udtalt i Desiro-toget, der kører mellem Odense og Svendborg.

Det får en form der midt i toget. Det er et ord, man kan tage og føle på. Det er et godt ord. Et oplysende ord der, udtalt af den rette, professionelle stemme, bliver til mere end bare et informativt miskmask af bogstaver. Det bliver noget svært forklarligt, men let genkendeligt: Følelsen man får, når man opdager et godt ord, er i hvert fald velkendt for mig.

Normalt er det ordet i sig selv, der gør mig glad indeni. Applaudere er for eksempel et af mine absolutte yndlingsord. Sammen med akkuratesse. Og klunke. For at det ikke skal være løgn. De ord er fantastiske at udtale, de ligger godt i munden og de lyder godt, når man siger dem.

Det gør stopknappen ikke. Det ord er der bare. Det er ikke andet end et infoord. Et DSB-ord. Men når det ringer ud af højtalerne i toget og bliver udtalt med det smukke knæk af DSB-damen, er det som sød musik i mine ører.

Mærkeligt er det.