Savnes: Supersoaker og barnlige somre. Haves: En sur gammel mand der sveder

Kors for en overskrift. Men lad os komme til fadet, så alle sommerelskerne kan få lov at hade mig: Jeg _glæder_ mig, til vejret slår om natten til mandag, og regnen begynder at hærge det ganske danske sommerland. Det er ikke fordi, jeg hader sommeren. Det er mere min krop, der hader sommeren. Eller mit kropstermometer om man vil. For det er jo ikke fordi, det har været voldsomt varmt de sidste par dage. Og sandt at sige har jeg svedt mere førhen. Især i de varmeædende telte på Roskilde Festival de sidste to år, jeg har været afsted.

Jeg ved ikke, hvad der er med mig, men jeg har bare haft det alt for varmt de sidste dage. Det er måske fordi, min krop tror, at det stadig er koldt forår. Eller også er det fordi, det er relativt køligt, når jeg trisser på arbejde men mærkbart varmere, når jeg går hjem. Under alle omstændigheder har jeg haft størstedelen af vinduerne i lejligheden åbne. Altså for to måneder siden. Dengang I andre hundefrøs. Da begyndte jeg at lufte kronisk ud. Mine vinduer har ikke været lukket siden slutningen af April, mens jeg har været hjemme forstås. Jeg er jo ikke idiot.

Og det er her, Supersoakeren kommer ind i billedet. Det var et vandgevær. Et megasejt vandgevær. Jeg, min bror og naboens unger havde alle grundmodellen, der kunne brugte halvliters sodavandsflasker som patroner, og derfor løb man sjældent tør for vand. Jeg mindes, at det var sommer i marts måned dengang. Det var i hvert fald deromkring, man gerne ville have shorts på. Og det ville man fortsat gerne have til engang i slutningen af oktober. Man småfrøs, men man insisterede på, at det altså var sommer.

I den sidste uge har jeg som sagt haft det så varmt, at jeg har håbet på, at den globale opvarmning ville pisse af og en isvinter ville tage over. Nu. Det er irrationelt ad helvede til. Mest fordi jeg ved, at det hele bliver meget bedre, når først min krop har vænnet sig til det gode sommervejr. Jeg elsker stadig sommeren. Flipfloppere, blomstrede shorts og 100 sodavandsis. De trekantede orangesmagende Sun Lollyer, der dræber ganen med kulde og e-numre. Det er herligt.

Men ikke i juni måned. For med den tidlige sommer kommer der 1000 ekstra myg, som elsker mit blod, som min mor gudhjælpemig engang proklamerede, efter en nat hvor jeg var blevet bidt 30(!) gange. På en nat. Møgkryb. Og se. Det er her, problemet opstår: For jeg elsker virkelig sommeren. Lune, lyse nætter der aldrig ender. Fester udendørs. Forkullede hvidløgsflutes og ispinde i tonsvis. Men behøver det være så satans varmt?