Gear og cykellir

Jeg har altid været glad for at cykle. Jeg er i elendig form, og jeg tager de fleste bakker i sløvt siddende tempo. Hvis det er helt galt, trækker jeg gerne cyklen. Men jeg er glad for at cykle alligevel. Først og fremmest går det jo ganske hurtigt, specielt ligeud og nedad bakke, men samtidig er jeg vildt fascineret af mekanikken bag en cykel. Ikke at jeg fatter ret meget af den. For det gør jeg ikke.

Hjulet for eksempel. Eller nærmere dækket og slangen. Slangen er sort og ondsindet. Den lugter grufuldt af gummi, og når der er hul på den, kan man gerne spytte på den, der hvor man tror, den er punkteret. Så bobler det lystigt og man kommer til det næste fantastiske projekt: Lapningen. Slangen får lige en skive permanemt plastik på, der bruger noget lim, man skal sørge for ikke få på sine pianistfingre. Uha.

Men min største fascination er at finde i gearene. Jeg har ingen idé om, hvordan gear virker, men jeg ved, at min far insisterede på, at jeg skulle have indvendige gear, så længe han skulle rode med min cykel. Hvilket han stadig gør. Men okay. Jeg er jo kun 24 år gammel. Der her den anden dag pumpede min cykel helt selv. Men det er en anden historie. Gear i hvert fald.

Problemet med de indvendige er jo, at der ikke er en hat at se på sådan nogle. Det hele foregår, grundet navnet, indeni cyklen, så det eneste, jeg har set min far gøre ved mine gear på mine cykler var, at han trak lidt i en metallingende stang. Hvad det gjorde godt for, aner jeg ikke. Men det virkede.

Og så er der selve cyklen. Jeg har haft en del. En af mine første cykler var en BMX-cykel, som jeg ikke lavede nogen tricks med. Men den var skæg at køre på bane med. Vi havde en bane på min SFO, og der hjulede jeg så rundt med de andre cykelfreak og praktiserende drastige hop, skarpe sving og "hop af cyklen i fuld fart, det er jo ikke dig, der skal lave den, når den går i stykker"-legen. En sjov leg var det.

Omkring mine 14 år fik jeg mig mit livs cykel. Sort og slank. Med fjedrende forgaffel, fem gear og horn man holdt på, når det gik gadagung igennem skoven. Min far revsede mig for det ønske. For skønt cyklen havde indvendige gear, mente han alligevel, at jeg ville få mere glæde - på den lange bane - ud af en cykel i mere klassisk snit. Herrecykel. Røvkedelig for en teenager.

I dag? Ja i dag har jeg en fantastisk rød bedstemorcykel, som har stået min far i noget der minder om en funklende 100kr seddel. Se. Den fine sorte, slanke cykel gik selvfølgelig i stykker. I øvrigt voksede jeg fra den efter få år og lignede derfor en permanent kæmpe på en barnecykel.

Den nye cykel er stor og tung. Den er rød og har kun fjedre i sædet, som man til gengæld sidder jævnt godt på. Den har kun tre gear, den piver, når vi kører på noget, der minder om en grusvej. Men jeg elsker den cykel.

Jeg elsker den højere end alle de andre cykler. Og nok engang fik min kære far ret: På den lange bane er denne cykel den, jeg finder mest glæde i. Men engang imellem savner jeg nu BMX'eren. Det kunne jo være, at jeg kunne hoppe endnu længere i dag, end jeg kunne dengang.