Han havde været i skoven mange gange før med sine forældre. De havde gået mange, lange ture. Men de havde næsten altid holdt sig til stierne. Kun sjældent var de gået væk fra de markerede veje, der var beviser på, at man altid kunne komme hjem igen. Man skulle bare følge vejen.
Drengen kom til at tænke på en særlig vej. En vej der ledte nedad. Ned i den dybere og mørkere del af skoven. Vejen der gik nedad var omgivet af store jordede vægge. Drengens far havde engang fortalt, at vejen engang lå flere meter højere oppe, og at væggene var kommet med tiden, fordi folk havde gået så meget på vejen.
Det var for drengen komplet volapyk. Hvordan kunne folk dog fjerne flere meter lag sand og jord bare ved at gå og gå - og gå? Men hellere være tilbage på den lidt farlige sti, der godt nok førte nedad i den mørke del af skoven, men det var jo kun den ene vej, den vej der førte væk fra det trygge.
Drengen vidste allerede dengang, at enhver sti kan føre to veje. Fremad. Hvor du aldrig har været før. Det er her, eventyrene tager deres begyndelse, her man oplever magiske ting, som man beretter om, når man kommer hjem igen. Problemet var bare, at drengen ikke brød sig om at gå den vej.
Skønt han ikke kendte ordet dengang, var han en gedigen tryghedsnarkoman. Da han mange, mange år senere læste bogen Hobitten, der handler om en lille Hobbit, der ikke gider på eventyr, fandt han ud af, at han var ligesom Hobitten.
Drengen havde ikke noget imod at gå ad stier, han ikke kendte så godt. Men han ville altid have chancen for at kunne gå hjem igen, når han ikke turde gå længere. Derfor var det den anden vej, stien vendte, drengen holdt mest af. For enden af den var der et hjem, han kendte. Et køkken med mad, en stue med en blød sofa og hans værelse, der var fyldt med alle hans bøger og alt hans legetøj.
Som drengen stod der, midt i den del af skoven, han slet ikke kendte noget til, blev han ramt af frygt. Helt igennem vanvittig hjerteskærende og sønderrivende frygt. I et kvart sekund stod han og så sin egen begravelse. Han så hvordan hans familie tog afsked med ham alt for tidligt, og han var i det kvarte sekund så ulykkelig, som han aldrig før havde været.
Han vidste ikke, at den smerte ville komme igen mange gange resten af hans liv.
Ej heller vidste han, at den smerte er så smukt et bevis på menneskets sjæl, at han faktisk var vidne til en åbenbaring, og at den smerte for altid ville minde ham om, at man altid kan finde stien hjem, hvis blot man ønsker det nok. Alt dette vidste drengen intet om. Han var ikke synsk. Han var bare faret vild.
Selvfølgelig fandt drengen hjem. Det gør børn heldigvis for det meste. Med årene tænkte han sjældnere og sjældnere over oplevelsen. Den var i det hele taget ganske udramatisk, for den store hovedvej, der ledte ind til drengens hjemby var at finde meget tæt på, hvor han stod.
Om oplevelsen var en øjenåbner for drengen er tvivlsomt. For bør der være en morale til sådanne historier? Problemet er, at den reelle morale er, at livet gør ondt nogle gange, og det er der bare ikke noget at gøre ved. Nogle gange gør det så ondt, at man bare vil se sin mor, bare vil ligge i sit barndomshjem. Der, hvor der er tryggest i hele verden.
Det er den følelse, vi får, når vi er sammen med de mennesker, vi elsker allermest. Trygheden er så vigtig for mennesket. Og derfor må det være moralen: Drengen lærte dengang, at vi ikke altid føler os trygge, og det er der sådan set ikke noget at gøre ved.
Andet end at finde hjem forstås
Ingen kommentarer:
Send en kommentar