Sidst, jeg rejste til Svendborg, havde jeg til en afveksling en noget omtumlet episode. En episode der startede, da jeg stod på Århus Banegård, og efter et kvarter i køen til billetdamen fik at vide, at der ingen tog afgik derfra. Nuvel. Det var kun begyndelsen. Så her kommer den lange, lange beretning fra en, nok engang, sur DSB-passager:
Det var da også for meget forlangt. At jeg, efter at have tilbragt en lang, trættende påske i familiens, venners og alkohollens skød, skulle have en problem- og smertefri hjemrejse. Hvordan kunne jeg dog tænke den slags tanker, når jeg skulle rejse med DSB? Jeg ved det. Torskedum var jeg.
For at tage det fra begyndelsen er det jo ikke DSBs skyld, at en eller anden stakkel døde ved at blive ramt af et af jeres tog. Jeg lod mig fortælle, at det var selvmord. Det var rygtet i toget. Om det er sandt ved jeg ikke, for fra DSB hørte jeg intet. Jeg har ondt af lokomotivføreren, og jeg har ondt af ofret. Selvfølgelig har jeg det.
Men er det for meget forlangt, at DSB sørger for solid, gennemskuelig information på deres stationer? Er jeg kværulant, fordi jeg trættes over manglen på oplysning på Århus Banegård? Hvorfor skrev I på jeres oplysningstavler, at én af ruterne var ude af drift grundet en personulykke? Ville det ikke have været bedre, hvis I faktisk kom med sandheden: "Al togdrift fra Århus og ud i verden er afbrudt på ubestemt tid. Ha' en god dag."
Jeg ved godt, hvorfor vi ikke fik det at vide. I kæmper til tider med kommunikationen, og hvor er det trist. For det går ud over jeres kunder. Kunder der til tider ingen alternativer har. Jeg kan ikke tage en bil til Svendborg.
Videre til Skanderborg. Lift af forældrene - flinke til det sidste. Ind og købe pladsbillet. Der var én tilbage. Får at vide, at billetten ikke kan refunderes. Og jeg burde da have set den komme, når jeg fik den bemærkning fra salgspigen, der ellers var sikker på, at toget ville være der til tiden. For da toget kommer, et kvarter forsinket, ja ja, var vognen, hvor min pladsbillet var gyldig, selvfølgelig ikke med. Opgiver at komme ind i toget. Propfyldt. DSB-damerne ved nul og niks, og vreden går gennem de, der ikke kommer med. Det mærkes.
Endelig kommer det næste tog. Forsinkelsen massiv - folk begynder at blive direkte aggressive. De vil også bare hjem. Jeg landede i familieområdet. Blandt bleer og børn stod jeg fra Skanderborg til Odense. Her steg humøret endda et par grader. Når "Mit allerfarligste sted" er ens ringetone, kan man få skrigungerne til at flytte fokus fra råberiet til åben mund og polypper, mens Bamse og Aske crooner sig ind i deres hjerter.
På samtlige stationer stod der flere og flere folk på. Alle som en var de på desperationens rand. En mor kastede to store kufferter fra sig - foran et klapsæde hvor en anden mor med et skrigende barn, der hader Bamse og Kylling, lige havde rejst sig for at trøste den lille.
Høflige henstillinger til den nyankomne hjalp ingen steder. Hun vendte tilbage med en klapvogn, som der også bliver plads til. Kom ikke og sig at vi ikke var large på Frederikshavn -> København den 5 april mine damer og herrer.
Flere mennesker stiger på. De skælder de allerede etablerede stående passagerer ud. "I skal ikke stå og blomstre, vi skal med." Og vi gjorde hvad vi kunne. Og jeg er ked af, at jeg ikke kunne gøre mig selv mindre, end jeg nu engang er. Det èr hårdt at være en af dem, DSB overser i forvirringen, når der sker dødsfald på deres skinnenet. Sådan er det. Trist.
Det er endnu mere trist, at der ingen høfligheder kom fra højtalerne på de par timer, turen endte med at vare. Ingen, på forhånd indtalt, venlig kvindestemme, der manede til besindighed. Ikke en menneskestemme af kød og blod, der undskyldte de mange forviklinger, de lange forsinkelser og de kreaturlignende tilstande vi befandt os i. Den slags er der måske ikke altid overskud til. Og det er også trist.
Men vi delte den plads der var, jeg fik vand fra én og gav grimasser til en andens barn, der i det mindste havde en barnevogn at sidde i. En togtur på sådan en dag, sætter mennesket på uforudsigelige prøver, og de, der ikke falder igennem og begynder at skumle, træder måske endda ud af de overfyldte vogne med et smil af en art på læben.
Forsinkelser og selvmord bringer os tættere sammen DSB. Men I må og skal få styr på jeres kommunikation mellem jer og jeres kunder. Det hjælper ikke, at vi intet hører på perroner, i ventesale og i togene.
Det hjælper ikke, at vi ikke får hverken forklaringer, formaninger eller undskyldninger. Jeg ved, at det ikke er et let arbejde, I har - men jeres kunder har det ikke bedre. For de har ikke forudsætning for at vide, hvad der er sket, hvad der er ved at ske, eller hvad der kommer til at ske.
Vi er de uvidende. I sidder med den hellige bog og mulighed for at række ud til os via jeres højtalere og jeres personale. Gør nu brug af det. For jeres egen skyld. Det er så trist, at stort set samtlige mennesker, der den 5/4-2010, på rejsen mellem Nordjylland og Østsjælland, fik ødelagt deres mandag, deres sidste fridag i påsken, fordi der skete en ulykke på jeres skinner. Det er trist af flere årsager - men det bliver ikke bedre af, at vi ikke får en pind at vide, når vi står og sveder. Slet, slet ikke.
For at tage det fra begyndelsen er det jo ikke DSBs skyld, at en eller anden stakkel døde ved at blive ramt af et af jeres tog. Jeg lod mig fortælle, at det var selvmord. Det var rygtet i toget. Om det er sandt ved jeg ikke, for fra DSB hørte jeg intet. Jeg har ondt af lokomotivføreren, og jeg har ondt af ofret. Selvfølgelig har jeg det.
Men er det for meget forlangt, at DSB sørger for solid, gennemskuelig information på deres stationer? Er jeg kværulant, fordi jeg trættes over manglen på oplysning på Århus Banegård? Hvorfor skrev I på jeres oplysningstavler, at én af ruterne var ude af drift grundet en personulykke? Ville det ikke have været bedre, hvis I faktisk kom med sandheden: "Al togdrift fra Århus og ud i verden er afbrudt på ubestemt tid. Ha' en god dag."
Jeg ved godt, hvorfor vi ikke fik det at vide. I kæmper til tider med kommunikationen, og hvor er det trist. For det går ud over jeres kunder. Kunder der til tider ingen alternativer har. Jeg kan ikke tage en bil til Svendborg.
Videre til Skanderborg. Lift af forældrene - flinke til det sidste. Ind og købe pladsbillet. Der var én tilbage. Får at vide, at billetten ikke kan refunderes. Og jeg burde da have set den komme, når jeg fik den bemærkning fra salgspigen, der ellers var sikker på, at toget ville være der til tiden. For da toget kommer, et kvarter forsinket, ja ja, var vognen, hvor min pladsbillet var gyldig, selvfølgelig ikke med. Opgiver at komme ind i toget. Propfyldt. DSB-damerne ved nul og niks, og vreden går gennem de, der ikke kommer med. Det mærkes.
Endelig kommer det næste tog. Forsinkelsen massiv - folk begynder at blive direkte aggressive. De vil også bare hjem. Jeg landede i familieområdet. Blandt bleer og børn stod jeg fra Skanderborg til Odense. Her steg humøret endda et par grader. Når "Mit allerfarligste sted" er ens ringetone, kan man få skrigungerne til at flytte fokus fra råberiet til åben mund og polypper, mens Bamse og Aske crooner sig ind i deres hjerter.
På samtlige stationer stod der flere og flere folk på. Alle som en var de på desperationens rand. En mor kastede to store kufferter fra sig - foran et klapsæde hvor en anden mor med et skrigende barn, der hader Bamse og Kylling, lige havde rejst sig for at trøste den lille.
Høflige henstillinger til den nyankomne hjalp ingen steder. Hun vendte tilbage med en klapvogn, som der også bliver plads til. Kom ikke og sig at vi ikke var large på Frederikshavn -> København den 5 april mine damer og herrer.
Flere mennesker stiger på. De skælder de allerede etablerede stående passagerer ud. "I skal ikke stå og blomstre, vi skal med." Og vi gjorde hvad vi kunne. Og jeg er ked af, at jeg ikke kunne gøre mig selv mindre, end jeg nu engang er. Det èr hårdt at være en af dem, DSB overser i forvirringen, når der sker dødsfald på deres skinnenet. Sådan er det. Trist.
Det er endnu mere trist, at der ingen høfligheder kom fra højtalerne på de par timer, turen endte med at vare. Ingen, på forhånd indtalt, venlig kvindestemme, der manede til besindighed. Ikke en menneskestemme af kød og blod, der undskyldte de mange forviklinger, de lange forsinkelser og de kreaturlignende tilstande vi befandt os i. Den slags er der måske ikke altid overskud til. Og det er også trist.
Men vi delte den plads der var, jeg fik vand fra én og gav grimasser til en andens barn, der i det mindste havde en barnevogn at sidde i. En togtur på sådan en dag, sætter mennesket på uforudsigelige prøver, og de, der ikke falder igennem og begynder at skumle, træder måske endda ud af de overfyldte vogne med et smil af en art på læben.
Forsinkelser og selvmord bringer os tættere sammen DSB. Men I må og skal få styr på jeres kommunikation mellem jer og jeres kunder. Det hjælper ikke, at vi intet hører på perroner, i ventesale og i togene.
Det hjælper ikke, at vi ikke får hverken forklaringer, formaninger eller undskyldninger. Jeg ved, at det ikke er et let arbejde, I har - men jeres kunder har det ikke bedre. For de har ikke forudsætning for at vide, hvad der er sket, hvad der er ved at ske, eller hvad der kommer til at ske.
Vi er de uvidende. I sidder med den hellige bog og mulighed for at række ud til os via jeres højtalere og jeres personale. Gør nu brug af det. For jeres egen skyld. Det er så trist, at stort set samtlige mennesker, der den 5/4-2010, på rejsen mellem Nordjylland og Østsjælland, fik ødelagt deres mandag, deres sidste fridag i påsken, fordi der skete en ulykke på jeres skinner. Det er trist af flere årsager - men det bliver ikke bedre af, at vi ikke får en pind at vide, når vi står og sveder. Slet, slet ikke.
PS: Nye billeder!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar