Mad!

I sidste uge fik jeg rugbrød til aftensmad flere gange, end jeg fik hele sidste år. Næsten da. Det var i hvert fald ikke mange gange, at jeg spiste mig en skive brød med pålæg under betegnelsen "aftensmad" i 2009.

Det stammer, som med alle de andre ting jeg knævrer om, fra min barndom, hvor vi fik varm mad til aften. Og når vi en sjælden gang fik rugbrød, kunne man ligesom mærke, at det ikke var rigtig mad, vi var igang med at indtage.

Aftensmad har for mig derfor altid været et koncept ud i kød, tilbehør og dæpels' (sovs for de uindviede.) Da jeg flyttede hjemmefra, tog jeg traditionen med mig. Det har resulteret i, at jeg til tider har fået aftensmad på nogle groteske tidspunkter af døgnet. Derhjemme var der mad 17.30. Senest 18.00.

Siden da får jeg nærmere mad klokken 20.00. Nogle gange 22.00. Det svinger. Men oftest var det varm mad, jeg fik, efter jeg flyttede hjemmefra. Men det agter jeg altså at lave om på nu. Der er flere årsager til, at jeg ønsker at skrotte konceptet, varm mad til aften, hver aften, i et stykke tid. Men tid er den primære årsag.

Jeg har fundet ud af, at jeg tilbringer alt, alt for lang tid ude i det lille køkken, der er blevet mig tildelt her i Svendborg. Der er hverken sofa, TV eller synderligt hyggeligt derude. Bevares, det ligner ikke helvedes forgård, men der er immervæk mere hygsomt inde i stuen. I sofaen. Foran TVet. Tid er altså en faktor.

Når jeg kommer hjem fra arbejde, skal konceptet mad være til at overskue. Det skal ikke kræve lange planlægningssessioner med dertilhørende indkøbsture i det Svendborgske handelsliv. Det skal være let. Det skal selvfølgelig også smage godt, og det er også derfor, at jeg stadig ikke er sprunget på færdigretternes futtog.

Jeg har en mikrobølgeovn, og jeg er særdeles glad for den, men jeg håber ikke, at jeg en dag tilbereder alle mine måltider i den. Den er bedst til popcorn og restemad. Angiveligt kan man også lynlave bacon i den, men det kunne jeg aldrig drømme om.

Jeg elsker jo at stå midt i et drøn af en omgang mados, der tilsøler hele lejligheden i stank af brændt grisebasse. Under alle omstændigheder er jeg begyndt at opsøge ting, jeg ikke før spiste synderligt meget af.

Deriblandt er leverpostej blevet mig en kær ven, og det har vist sig, at de fleste rugbrødsmadder kan gøres tusind gange mere indbydende, hvis man pusler lidt om dem, inden man åbner gabet og sænker tænderne omkring den sammenklappede med hamburgerryg og peberfrugt.

Derfor har jeg nu også masser af forskellige grøntsager til at smide ovenpå mine madder, og det hele kan altså klares inden for relativt kort tid. Jeg agter ikke at bruge mere end et kvarter på dagens hverdaglige aftensmåltid det næste stykke tid.

Og så er der også det økonomiske aspekt. Som udgangspunkt koster mad til én ikke mange basører. Som udgangspunkt. Men kartofler, kød og dæpels' i forskellige kombinationsmuligheder ender altid med at blive til mad til mere end jeg kan, og bør spise til aftensmad, og selvom man deler måltidet op i to, og æder resterne dagen efter, og på den måde får aftensmad på rekordtid dagen derpå, er jeg stadig ret sikker på, at jeg kommer til at spare penge på dette mit nye madstunt.

Det store spørgsmål er selvfølgelig, om man går sur i at spise aftensmad på den her måde. Jeg har den fordel, at jeg normalt ikke spiser rugbrød på andre tidspunkter af dagen. Til morgenmad får jeg gerne havregryn, og til frokost æder jeg salat eller hjemmelavede pirogger/ufoer (dej med kødfyld - nam), så det eneste, jeg reelt set kommer til at savne i min nye kostplan er varm mad til aften.

Og det skal man selvfølgelig vænne sig til. At man ikke får bøf, fadkotteletter og frikadeller til aften. Men istedet får en rugbrød med æg, tomat og agurk. På papiret ser det ud til, at jeg er blevet vanvittig. Jeg ved det godt. Men nu prøver vi ad.