søndag den 14. marts 2010

Giv mig tærte

Tærten er en af køkkenets mest fleksible retter. Man tager et fad. Man stopper dej i bunden. Man propper fyld i, og lægger låg på. Ind i ovnen - ud igen - vuptisnupti: Færdig tærte. Man kan servere det som aftensmad, i så fald er en dej af mel og margarine vejen frem. Skal det være efter aftensmaden, skal der sukker i dejen. Indeholdet varierer også efter tidspunkt, tærten skal serveres på. Skinke, porrer og ost giver god aftensmad, mens pærer, citroner og hindbær er gode i tærten, der serveres til kaffen.

Det sjove er så, at jeg aldrig i mit liv har fået tærte til aftensmad, til trods for at min mor har lavet det mere end én gang, mens jeg boede hjemme. Jeg forstod ikke tanken om mad med dejlåg på, og det var desuden dengang, hvor jeg ikke brød mig om, (læs: bildte mig selv ind, at jeg ikke kunne fordrage) porrer. Det samme gjorde sig gældende for deserttærterne. Jeg er i forvejen ikke den store fan af kage, og når man topper det med, at folk ofte åd creme fraiche til deres tærtestykke, stod jeg fuldstændig af. Creme fraiche var det, der var på toppen af "ris i fad", som min bror og mor var helt vilde med, og heller ikke det, gad jeg spise. Jeg var som sagt ret så kræsen dengang.

Her for et par år siden, tabte jeg så et væddemål, hvilket resulterede i, at jeg skulle bage pæretærte til min klasse. Jeg, der aldrig før havde bagt tærte, lånte et tærtefad af min mor, fandt en opskrift og gik amok i køkkenet. Da vidunderet var færdigt, og jeg havde smagt på det, kunne jeg have slået mig selv. For pæretærte smager jo intet mindre end fantastisk. Og med creme fraiche på toppen har vi en desert, jeg kunne leve af. Morgen, middag og aften. Og så ville jeg sikkert blive ret så træt af det, men indtil da: Nam.
For ikke så længe siden holdt min redaktion møde på et hotel, hvor der foruden sandwich også blev serveret kaffe og kage. Her fik jeg æbletærte - og endnu engang må jeg bøje mig i støvet: Det smager jo ganske fortrindeligt.

I den forbindelse er jeg begyndt at lege med tanken om rent faktisk at lave tærte til aftensmad inden for den nærmeste fremtid. Jeg har endnu ikke fundet en opskrift, og jeg mangler sådan set også et tærtefad, (det jeg lånte af moar bor nu i Haderslev), men når de mindre detaljer er kommet på plads, går jeg i køkkenet og laver tærte. Jeg tænker noget med kylling. Kylling er jo altid godt. Og kylling med dejlåg må næsten være endnu bedre.

PS: Nye billeder!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar