Det til side, så købte hun simpelthen den særeste blanding varer, jeg længe har set:
Fire typer kiks/småkager og en bøtte rejesalat. Jeg ved ikke, om hun var i mangel af fisk og sukker, men mærkværdigt var det altså. Og det fik mig til at mindes min tid som kassemedarbejder i Fakta.
Jeg tror, at de fleste, der har siddet i kassen i en dagligvarebutik, på et eller andet tidspunkt har anset sig selv for at være menneskekendere. For vi kunne godt spotte, hvad folk havde tænkt sig at købe. Engang imellem. Men langt fra hver gang.
De nemme var dem, der fik den rene dagligvareduft til at forsvinde, idet, de trådte ind igennem skydedørene. Erstatningen var en ram dunst af tung pilsner. Det er en lugt, der minder en om lange nætter i røgfyldte lokaler, med dovne ølslatter på bordene og friske forsyninger tilkommende en i en lind strøm. Manden, for det er oftest en mand, der lugter sådan - er oftest ubarberet. Han er krøllet. Ja - han er krøllet. Ikke kun hans tøj. Han ser simpelthen ud som om, at han er blevet krøllet sammen. Masser af rynker, determineret blik - købte færdigretter og guldbajere og betalte gerne med kontanter. Sådan var det dengang. Jeg ved ikke, om småalkoholikerne har fået dankort i disse tider, men dengang, da jeg sad ved kassen, betalte de i cool cash. Og deres pung var af læder. Hver gang.
Men så var der også dem, der købte ting, man bare ikke så komme.
Eksempelvis damen, den (igen) nydelige ældre dame, der altid kom cyklende til butikken. På en gammel havelåge med stor kurv foran. Lang regnfrakke og tørklæde af den slags Dansk Folkeparti slet ikke tør brokke sig over. Denne dame handlede de mest normale dagligvareting, og på den front var hun relativt let at gennemskue. Men så nåede hun til dagens vigtigste indkøb. 40 cecil. Af de Grønne. Jatak. De lange ufiltrede cigaretter, som man primært møder i kæften på en havnearbejder. Hun røg aldrig andet, og hun så ikke ligefrem ud til at lide under lasten.
Og så var der familiemoderen. Hun købte stort ind, én gang om ugen. Gerne fredag - til tider lørdag - men det var oftest fredag eftermiddag, hun var igennem butikken. Og det tog mere end fem minutter. Og vognen var fyldt. Til randen. Med top på. Alskens varer røg igennem stregkodescanneren, når hun var på besøg. Og samtlige ting var helt igennem normale dagligvarer. Rugbrød, ost, mælk, hakket ko og strimlet øffegris. Flydende Amo og velduftende Bamseline (det hed det ikke engang dengang, men lad mig nu være nostalgisk, Snuggle lyder simpelthen trist). Hun handlede maks ind, som de unge siger, og jeg så det virkelig ikke komme, da jeg betjente hende første gang. Jeg havde banket hele møget igennem, og var ved at taste de sidste koder for de stykker frugt, der ingen stregkoder havde. Så kom den:
"Og så skal jeg have en flaske Bacardirom"
Jawohl - kunden vil have Rom, og det skal hun da have. Jeg var ikke vant til, at mine forældre købte den slags sprut på en hverdag. Hjemme hos os var der vin til maden og snaps i glassene til jul, og det var cirka det. Derfor studsede jeg en smule. Men som dagene gik, blev jeg enig med mig selv om, at hun nok bare fik gæster på besøg. Ugen efter stod vi der igen (eller - jeg sad). Hun købte varer til hele den pukkelryggede og sluttede af med 70cl rom af den hvide. Hver uge. Samme scenarie. Præcist - hvad hun brugte det til, aner jeg af gode grunde ikke. Men lur mig, om det ikke var hendes weekend/aften/efter en lang arbejdsdagssnack. Lige en skvis rom i colaen - kaffen eller tandglasset, når livet kom for tæt på.
PS: Der er nye billeder i albummet. Det er sjovt nok pisvejr, hver gang jeg bevæger mig ud i det Svendborgske med kameraet i tasken. Men der kom da et par udmærkede skud ud af det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar