Vask mig ren - jeg vil være hvid som sne

Måneden der rummer dagen, hvor jeg flytter, er godt i gang, og selvom der er en masse ting, der mens det står på, vil få mig til at lukke øjnene i stress og jag, er der dog én ting, jeg glæder mig til. En ting der næsten overstråler alt det andet. Og det er, at der er en vaskemaskine i min nye ejendom. En fin lille spindende sag, der dufter langt væk af sæbe og rent tøj. Og hvilken fryd det bliver igen at have sådan et aggregat i ens nærområde. Og med nærområde mener jeg ned af trappen, ind igennem døren, åbne maskinen, ind med tøjet, trykke på knappen og vupti snupti. Rent tøj.

Ikke som nu. Hvor jeg skal vade ganske forskrækkeligt langt for at nå hen til vasketøjets destination, der er et møntvaskeri. Det sjove er, at jeg, da jeg var lille, var vild efter at opleve sådan et sted. Fordi navnet lyder så fantastisk. Møntvask. Det har bare ikke sin lige. Det dækker over noget, man gør ude i stedet for hjemme, og det i sig selv behøver jo ikke være futurstisk fantastisk. Men for mig har møntvask altid trumfet autovask i sejhed. Måske fordi jeg aldrig fik oplevet så forfærdeligt (om nogen) mange møntvaskerier som barn, thi vi havde en vaskemaskine.

Der var også "vaskehus" på mit kollegie, men magien manglede. Der var for rent simpelthen. Jeg har af en eller anden grund altid haft idéen om, at en møntvask var snusket. Og DET var den også på Ærø. Endelig har jeg oplevet et sådant magisk sted. Og nu jeg har fået turen, vil jeg gerne slippe for nogensinde at skulle stifte bekendtskab med sådan et sted igen. For det første var der som sagt snusketheden. Min møntvask er kronisk fugtig, der hænger en tung dunst af gamle rengøringsartikler derinde og selvom det er maskiner der vasker, der står og fylder derinde, så føles det hele urent. Besskidt sådan set. Derudover er der de andre vaskende. Jeg holder meget af "min" ø, og jeg har stort set kun mødt høflige og flinke mennesker på min vej gennem landskabet herovre. Men jeg gider stadig ikke mødes med folk, mens jeg vasker tøj. Når jeg vasker tøj, er det fordi, det skal overståes. Jeg har ikke lyst til at konversere mens der centrifugeres. Derfor går jeg altid en tur, mens maskinen vasker mit tøj. Men jeg risikerer jo stadig at møde nogen, mens jeg propper tøj i og hiver tøj ud af maskinerne. Det er mig, der er noget galt med. Det ved jeg godt. Men det at vaske et sted, hvor der teoretisk set er "risiko" for at møde 7000 forskellige mennesker på en gang, huer mig bare ikke. Fællesvask er helt i orden. Men det skal være et kontrolleret antal fælles mennesker, der vasker tøj sammen med mig. Ellers får jeg stress.

Når det er sagt, vil jeg dog også sige, at lydene fra min møntvask vinder over alt andet i hele verden. Den klirrende lyd af mønter, der går ind igemmen sprækken. Den larmende raslen der lyder, når en vaskepolet og byttepenge ryger ned i slisken. Det kontante kantede "rash", når poletten finder vej til vaskemaskinen. Den fabelagtige summen, når vaskepuvler måles op. Og maskinerne der brummer og larmer lystigt derudaf. Det er en fryd. Og jeg vil savne det. Men ikke nok til at jeg frivilligt vil gå på møntvask igen. Aldrig mere.