søndag den 3. januar 2010

Flyttestress

Så er der snart gået et halvt år, siden jeg startede på et nyt kapitel i mit liv. Samtidig har vi rundet endnu et år og endnu et årti. Lidt af en omgang alligevel. Selve årsskiftet er jo gået helt af sig selv, mens det næste jeg skal til, kommer til at kræve lidt mere end bare at se på at tiden går sin gang. For jeg skal nemlig flytte igen, og er der noget, der kan give mig stress, så er det en flytning.
Jeg er typen, der generelt flyder med strømmen så at sige. Jeg kan håndtere ganske store mængder arbejde og stressrelaterede tiltag i mit liv generelt, så længe min base er på plads. Med den mener jeg seng, tag over hovedet og mælk i køleskabet. Det er, når en af de ting går fløjten, at jeg begynder at kunne mærke det.
På nuværende tidspunkt har jeg bestilt flytning, jeg har arrangeret at mit Internet følger med mig, jeg har styr på, hvor jeg skal bo, og jeg har anskaffet mig flyttekasser og værktøj, så jeg er faktisk klar. Og alligevel tænker jeg på flytningen hvert vågent øjeblik. For der er så mange ting, der kan gå galt. Selvom jeg godt ved, at det hele nok skal gå fint, så stresser jeg stadig rundt som en hovedløs høne, fordi det hele stadig kan ramle. Tror jeg. Egentlig burde jeg være ganske stolt af mig selv. Jeg mangler kun at ansøge om boligstøtte, og når det kommer på plads, hvilket det burde komme i morgen, så er jeg klar til de næste 12 måneder af mit liv. Jeg har nedskrevet, hvad flytningen vil koste, hvem der flytter mig og hvornår det skal ske. Jeg har fået et brev fra mit Teleselskab, der fortæller mig, hvad der skal ske med mit Internet, og hvornår det sker. Tingene er altså ved at falde i hak. Da jeg flyttede sidste gang, brugte jeg under et døgn på at pakke. Alligevel er jeg overbevist om, at de 26 dage, jeg har til rådighed, langt fra er nok. Men selvfølgelig er det nok. Det skal nok gå alt sammen. Hvisker jeg til mig selv, mens jeg falder i søvn, sikker på at min verden styrter sammen. Tiden vil vise sig, at det gør den nok ikke. Under nogen omstændigheder.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar