Binde, vikle, rode

Den dag verden henretter kablerne for altid, vil jeg klappe i mine buttede barnefingre. Når man fra klokken 16 til klokken 20 stort set ikke lavet andet end at gøre rent, er det interessant at opdage, at det man føler, man bruger længst tid på, er at sidde i skrædderstilling med 15 forskellige ledninger, der i løbet af seks måneder har samlet sig i et kollektivt helvede af knuder og forviklinger. Heldigvis var det sidste punkt på dagens program.
Jeg har nu fyldt 12 flyttekasser. Jeg har ryddet og rengjort overetagen. Jeg har tømt og psykorengjort køkkenet. Jeg mangler faktisk kun at pakke mit tøj sammen, Så der er ikke flyttestress mere. Men jeg er sikker på, at hele mit indskud ryger. Jeg mener: Når man har brændt hul i gulvtæppet med en bradepande, og når køkkenlyset er ramlet ned i hovedet af en, mens man vaskede bordet af med skurepulver. Så æder den kære udlejer vel ens sidste skillinger?

Ærø og jeg synger også på sidste vers. I morgen er første dag i sidste uge af mit liv på denne fantastiske ø. For ja. Ærø er fantastisk. Fabelagtig natur, fede mennesker at tale med, og holdt kæft hvor jeg glæder mig, til jeg skal væk herfra. Seks måneder var nok. Og de sidste tre uger var samtidig nok til at overbevise mig om, at jeg jo faktisk godt kan være journalist, når jeg ikke har mulighed for at slippe. De første fem måneder foregik på støttehjul. Vi var 3 folk til 2 mands arbejde 95% af tiden. De sidste tre uger har vi været to mand. Så jeg har været tvunget til at tænke, arbejde og være ja. En rigtig journalist. Og det var jeg. jeg er selvfølgelig ikke fuldbyrdet endnu, men jeg er godt på vej. Og med nogle kedelige dage i december, har januar sparket liv i mig igen: Jeg elsker mit job. På trods af 9-10timers arbejdsdage. Og på trods af, at jeg har arbejdet de sidste 18 ud af 20 dage. Det er alt andet lige lidt fedt. Og ganske træls. Men mest fedt.