Bag Ruko og Teak

Så rykkede Kochie nordpå. Flytningen foregik planmæssigt, uden de store forviklinger og med et fint resultat til slut. Jeg blev banket på klokken 09.15 fredag morgen, og klokken 14.23 samme dag, var han kørt igen, og jeg var på vej i bad for at komme på værtshus med mine praktikantkolleger. Så det var først i går og i dag, at jeg rigtigt fik pakket ud. Lejligheden ligner nu det, altså en lejlighed. Indtil for få timer siden lå der stadig tomme papkasser og flød hist og her, men nu er de da gemt væk, og de resterende fulde kasser, står flot placeret i et hjørne. Jeg har selv samlet både bord, stigereol fra Ikea og en seng. Stigereolen fra min barndom, loftslamperne og et par andre småting, overgår mine handymanevner med flere mil, så det må min papa klare, når han, med ledsager, kommer forbi i næste weekend. Hvor jeg angiveligt fylder år. Den slags glemmer man let med alderen. Åbenbart.
Anyway dagens interessante tankespind fra min side, skal handle om min hoveddør. Da jeg var lille og boede i mit barndomshjem, lærte jeg aldrig at forstå, hvorfor vi konsekvent brugte garagedøren til at komme ind i huset. Hvorfor brugte vi ikke den fine fordør, der ledte ind i den fine gang, der ledte videre til fin stue, fint køkken og andre fine rum. Hvorfor skulle adgangen til hjemmet gå gennem garagen? Garagen som jeg aldrig nåede at blive vildt gode venner med? Den dag i dag ved jeg det egentlig ikke, men jeg tror, at jeg har et ret godt bud. For nu har jeg to lejligheder i træk døjet med det samme problem, som der ikke er hjemme i Hammel.
Se, "vores" garagedør er nemlig så snildt indrettet, at den er halvt låst op, når man har trykket håndtaget ned. Det betyder, at man, når man kommer hjem med den ene hånd låst fast til to kilo fødevarer pakket ned i to grimme plastikposer, kan åbne døren med den frie hånd. Man trykker håndtaget ned, man propper nøglen i hullet, drejer rundt og skubber blidt til døren, der på magisk vis åbner sig. Og så er man inde. På Ærø, og nu også her, er det en anden snak. Låsen er den samme type. Det er _præcis_ den samme type, men dørhåndtaget makker ikke ret. Så man er tvunget til at bruge begge hænder til at åbne døren med. Og det havde været samme sang, hvis vi havde brugt den fine dør som indgangsdør. Den slags opdager man først, når man selv har stået med favnen fuld af varer, og pludselig indså, at man faktisk skulle tvinge ens, i forvejen overbebyrdede, anden hånd til at mase håndtaget ned, for at få den forpulede dør op.
Jeg overvejer næsten at stjæle garagedøren og tage den med herned. For jeg ved virkelig ikke, om jeg overlever et år med så dum en dør. Men det må tiden jo vise.