Hænder, rynkede som oldemødre

Engang for mange, mange år siden gik mine forældres opvaskemaskine i stykker. Dengang var inddelingen i hjemmet sådan, at mor lavede mad, og far+afkom tog opvasken. Opvasken betød mest af alt alt det, der ikke kunne være i opvaskemaskinen og det kunne snildt være et par store gryder og en stegepande.

Hvis vi havde fået noget, der var stegt, og det fik vi ofte, så var der altid en stegepande. En stor, sort satan der skulle vaskes under næsten-kogende vand uden sæbe og tørres af med køkkenrulle. Stegepanden, der som sagt var lavet af tungt jern af en eller anden art, havde åbenbart en kerne af mad-magi, der gjorde, at man skulle vaske den uden sæbe. Det var ret funky.

Og så var der altså dengang, opvaskemaskinen gik i stykker. Og pludselig havde vi endnu mere opvask, og pludselig tog det endnu længere tid at tage den - tid jeg før brugte foran mit elskede TV. Der gik nogle dage med denne nye ordning, og som tiden gik, havde man vænnet sig til den ekstra opvask.

Faktisk var det mest af alt min mor, der insisterede på, at vi skulle have en velfungerende opvasker i køkkenet igen. Min far og jeg var mest stemt for at udnytte den nye plads til noget mere fornuftigt. Men mor vandt. Selvfølgelig gjorde mor det - det er hendes privilegie at bestemme den slags.

Nu har jeg så boet i tre forskellige lejligheder for mig selv, og jeg har endnu ikke haft fornøjelsen af en opvasker, og selvom det kan være hårdt, især hvis man tager tre dages opvask på én gang, så er det jo ikke nogen ny oplevelse for mig. Jeg er vant til at vaske op i hånden, og det eneste jeg reelt set savner, når jeg står og vasker op derhjemme - er selskabet.

For selve opvasken er egentlig ikke slem. Varmt vand og sæbe, tørre viskestykker og det endelige syn af et rent, velduftende køkken vejer op for den tid, man tilbringer med at kæmpe mod åndssvagt fastsiddende skidtpletter på ens ildfaste fad.