Sengeliggende, syg og dårlig

Det er sjovt at tænke på, at man, når man bliver voksen, er i stand til at klare ting, som man troede umulige, da man var barn. Det at køre bil for eksempel. Da jeg var barn, var jeg overbevist om, at vores bil kørte på skinner. I bogstaveligste forstand. Min kære far havde fortalt mig, at bilen lagde skinner ud foran sig, mens den kørte, og samlede dem op bagfra, når den var kørt over dem. En meget kompliceret proces for chaufføren lød det til, men eftersom jeg sidenhen aldrig har mødt en bil, med dette stykke ekstraudstyr, må jeg jo konkludere, at min far talte usandt. Den slemme mand. De ting der var så magiske, når man var barn, er blevet dagligdagens trivialiteter, når man bliver "voksen." Men det gælder heldigvis på både godt og ondt.

Da jeg var lille, var det at være syg forfærdeligt. Jeg var lidt af en hypokonder, og jeg var overbevist om, at selv den mindste snue var en dødelig virus, der blot ventede på at tage livet af mig. Jeg kunne sandt for dyden ikke forstå, hvordan voksne mennesker, der ikke boede hos deres mor, klarede sig igennem influenza, ondt i halsen og mavepine. Man var i forvejen vant til, at maden blev lavet for en, men nu fik man det også bragt til sengen, og det blev hentet igen, når man havde spist op. Biblioteksbøger fik samme behandling, og det mindste host fra mit værelse, blev behandlet med den største forsigtighed.

For et par dage siden mærkede jeg så en omgang ondt i halsen nærme sig. Jeg har lagt de værste tvangsneuroser bag mig, så jeg vidste godt, at det nok ikke ligefrem var dødeligt, men samtidig kan jeg da sige, at sådan en omgang kunne have holdt mig sengeliggende i dagevis, da jeg var lille. Sådan er det jo. Når man kan forkæles, så lader man sig forkæle. Men det kan jeg jo ikke ligefrem nu. Jeg forlanger i hvert fald ikke, at moar drager over broer og oceaner for at kunne pleje mig i nogle dage. Så jeg har taget sagen i egen hånd, og dermed indset, at endnu en af de ting, jeg ikke kunne fordrage i min barnddom, faktisk er en helt igennem lindrende omgang:

Kamillethe. Med citron og mælk endda.

Da jeg var syg som barn, drak jeg med glæde the. For the var varmt og bittert, og derfor var det selvfølgelig i orden at hælde sukker i. Og honning. Masser af sukker og honning. I mængder der gjorde, at theen var den mindste bestanddel i koppen. Nu drikker jeg the med citron og mælk, og jeg bilder mig selv ind, at det smager godt. Eller også smager det faktisk godt. Jeg er ikke helt sikker.

Når man er syg, skal man også have noget fornuftigt at spise, og da jeg var lille, var fornuftigt spise ensbetyende med kold cola, bløde vingummibamser og søde lakridser. Igen i horrible mængder. I denne omgang har den stået på gullasch med kartoffelmos og rugbrødsmadder. Dertil the, juice og koldt vand. I alt for voksne mængder. Jeg glæder mig nok mest af alt over, at jeg ikke er rigtig syg. At jeg endnu ikke er blevet ramt af en sygdom, der vil få barn som voksen til at ligge sammenkrøbet under dynen, afkræftet af afsvavn efter moar. For sker det, mens jeg er så langt væk fra hende, er jeg ikke i tvivl om, at hun vil smide hvad hun har i hændene, for at komme herned. Men det er altså for meget forlangt.