Jul er ikke lig kalender længere

Jeg kan ikke huske, hvilken julekalender der var den første, jeg så. Det har måske nok været Jullerup Færgeby, og det eneste jeg kan huske om den var, at den ikke handlede ret meget om jul. Nissebanden var noget af det næste, og det handlede satme om jul. Det var noget med at den stakkels Julemand havde mistet sit gode humør, og det var jo noget værre noget, eftersom en glad Julemand er en antijulemand, der ikke deler gaver ud. Så det humør skulle jo findes igen, så det kunne blive jul.

Så blev det Pyruses tur, og han var den første nisse, jeg så noget af mig selv i. Glad for slik, ganske doven, dummede sig tit, men han kunne jo ikke gøre for det. Og Freja. Hun var den første, og vist den eneste nisse, jeg var en smule forelsket i. Det var så synd for hende, fordi hun ikke vidste hvem hun var, og selvom jeg ikke kunne identificere mig med at være fortabt i en verden beboet af nisser, kunne jeg godt identificere mig med at være fortabt sådan helt generelt.

Jeg tror, at børnejulekalendere toppede for mig med Pyruskalendenerne. Herefter fulgte BørneOlsenBandens Jul - noget med en rød kuffert og dynamitharry der var vild med lakrids istedet for kolde pilsnere, for det passede ligesom bedre på en 6-årig. Men det var ikke ret sjovt. Jeg holdt op med at følge med i dem, og jeg er aldrig kommet igang igen.

De eneste julekalendre, jeg med sikkerhed kan sige, at jeg har set til ende inden for de seneste år er Jul På Vesterbro og The Julekalender. Voksenjulekalendre. Dem husker jeg lidt bedre, omend der er få af de gode at huske. Familien Andersens juletehemmelighed med en foldekniv og gas og vandmesteren var vist meget sjov. Det samme med juletestamentet. Mens station 7-9.-13, som jeg var sikker på hed Gufolmysteriet, vist bare var fjollet, var der faktisk nogle gode nogen imellem. Men dem ser jeg heller ikke mere.

I dag så jeg så dagens afsnit af DR1's julekalender for i år.

Den hedder Pagten, og selvom jeg ikke forstår vildt meget af handlingen, er det sådan relativt nemt at gætte sig til: Hovedpersonen har det svært i livet, og han skal redde julen. Nisserne har problemer generelt, og de skal reddes af hovedpersonen. Hovedpersonen og nissernes veje krydses, de bliver venner, og de går så grueligt meget igennem, mens hovedpersonens forældre ikke forstår en dart af det hele, for de ser jo ikke nisserne.

Det er en klassisk skabelon, men Pagten fangede mig. Den så ud til at være en rigtig god julekalender. Og det gør mig lidt trist, at jeg ikke satte mig ned og så den fra start. For jeg ved, at jeg ikke får set den nu, jeg er for langt bagud, til at jeg gider forsøge. Og det er derfor, jeg skal have nogle børn. Det behøver ikke være mine egne, men der burde laves et system, der gjorde det muligt for folk som mig at se julekalender. Og den ser man altså bedst med børn. For de kan huske, at der er kalender, jeg kan love jer for, at de kan huske det. Min verden brød sammen, hvis jeg var ved at misse et afsnit af årets juleeskapader, dengang jeg var lille. I år så jeg mit første afsnit, da der var under to uger til juleaften. Det er lidt trist at indse, at man ikke har behov for at tælle dagene til juleaften foran TVet længere.

Og om jeg skal få nogle børn, låne nogle af bekendte (der i december sikkert gerne vil af med deres for en stund), eller bare tage mig sammen og følge med selv, ved jeg ikke. Men næste år vil jeg forsøge at følge med i minimum én julekalender. Det er et løfte jeg giver, til barnet i mig selv.