Den voksne mands adventsgave

Lige så længe jeg kan huske, har jeg fået adventsgaver af "julemanden." De har altid været brugbare, og de har altid gjort mere eller mindre lykke. Den gave, jeg bedst husker fra min barndom, var en bordblyantsspidser. Sådan en stor plastikklods med drejehåndtag, skruefod og en lille skuffe til efterladenskaberne fra blyanterne. Den var i rød og blå, mener jeg, og den havde trinløs indstilling, alt efter om det var en skoleblyant eller en stang farvekridt, jeg fodrede den med. Jeg ved ikke, hvorfor det er den gave, jeg bedst husker, men jeg kom til at tænke på den i dag, da jeg åbnede min første adventsgave for i år. Julemanden har været tidligt ude, og jeg har fået tre pakker med til øboerlivet, og jeg skal så selv administrere, hvilken pakke jeg vil have, og hvornår jeg vil åbne den. Jeg tøjlede lysten til at flå gavepapir i stykker før tid og ventede til i dag, før jeg valgte den første den bedste pakke.

I den lå der et elektronisk trådløst stegetermometer. Jeg kan vitterligt ikke huske, hvad jeg fik sidste år, men jeg ved, at denne gave vil stå for mig som en af de vigtigste pakker, jeg kommer til at få i hele mit liv. Fordi jeg, da jeg pakkede den op, mindedes min barndom, dengang hvor jeg fik gaver der enten var til leg eller til det praktiske. Det er selvfølgelig begrænset hvor meget jeg kan lege med et stegetermometer. Jeg kan tage min egen temperatur én gang, og så er den leg kedelig, og det stegetermometer er vist også ruineret. Dengang, da jeg åbnede op for min blyantspidser, kunne jeg ikke vente med at få den sat fast på bordet, og så komme igang med tilspidsningen af alt jeg havde i mit værelse, der kunne spidses. Og det var ikke kun blyanter, skulle jeg hilse at sige. Gennemtyggede slikkepinde, kuglepenne og en enkelt saks fik også en solid skærebehandling. Sidstnævnte gav mig gåsehud, og jeg tror ikke, at spidseren havde særlig godt af det. I dag kunne jeg heller ikke vente med at få gang i mit nye legetøj. Så da jeg stod og stegte mit stykke oksekød på 150gram, var det selvfølgelig med et termometer i midten, og kontrolboksen var indstillet til "medium". Fuldstændig unødvendigt, eftersom jeg har fint tjek på kød af den størrelse. Men jeg kunne ikke vente, til jeg skulle lave en steg næste gang, eller pomfritter, eller bearnaisesovs. Og det er det, der er så fedt ved den her adventsgave fra julemanden. Den fik mig til at mindes en lykkelig juledag i min barnddom, og den beviste samtidig, at jeg efterhånden er blevet voksen. Ikke helt. Bare rolig. Så kedelig bliver jeg nok aldrig. Altså så voksen, at jeg bliver kedelig. Eller omvendt. Men jeg fik en praktisk fornuftig gave, som jeg blev glad for, og det er jo sejt. Havde jeg fået et stegetermometer dengang, var jeg måske blevet dyrlæge. Eller psykopat. Hvem ved?