Mågeskrig og saltvand

Da jeg skulle flytte til en lille ø, var en af de ting, jeg så mest frem til duften af havet. Jeg forventede mig ret meget af det, for jeg har altid elsket havet, havne og det specielle liv de indbyder til. Først og fremmest er det den helt specielle havduft. Blandingen af saltvand, tang og tjæreindsmurte reb, er noget af det bedste jeg ved. Dernæst er det synet af vand, det evigt foranderlige element, der fortsat kan hensætte mig i trance, når jeg sidder på færgen og er på vej ud eller hjem. Og så er der selve havnelivet. Det emmer af gamle dage, og det i særklasse bedste syn på en havn er de mange både, med hvert deres charmerende pigenavn der ligger og vugger.

Jeg har fået lidt af den slags, men slet ikke i de mængder, som jeg havde regnet med. Havnen i min nye hjemby er relativt lille, og det er som om, at havduften er forsvundet ud derfra. Faktisk var sidste fredag første gang, jeg lagde mærke til de specielle omstændigheder omkring en havn, og så var det ikke engang i en af de tre havne, der er på Ærø. Det var i Faaborg. Og Faaborg havde det hele. Jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg er så fascineret af hav og havne, for jeg kunne aldrig finde på at arbejde sådan et sted. Det ville være alt for fysisk udmattende for mig. Men en gåtur langs en havn, især hvis der er lidt spræl i vindstyrkerne kan forfriske mig fuldstændigt. Saltvand, tang og tjæreindsmurte reb - det er fantastisk.