Frugthaven

Mit kendskab til konceptet baggård fra min barndom, består af en kattesang, lidt historieundervisning fra folkeskolen og Dan Turélls beskrivelser. Det er endt i følgende: En baggård savner sollys, den stinker af fækalier og katte trives så glimrende sådan et sted. Nu hvor jeg er flyttet et sted hen, med noget der faktisk minder om en baggård, kan den tese jo så komme på en prøve. Og tesen bliver selvfølgelig modbevist i to af tre tilfælde af flere årsager:

1) Baggårde fra min historieundervisning og Turélls digtning var skumle steder, hvor folk boede i flere etager og generelt havde det rigtig skidt.

2) Dengang var træk og slip en mangelvare

3) Kattene bestemte sådan et sted.

Kattene bestemmer stadig her, hvilket vi kommer ind på om lidt. Men først lugten. For min

irrationelle frygt for baggårdenes lugt stammer selvfølgelig fra den gang, hvor etagebyggerierne manglede toiletter, så folk tømte toiletspanden ud i gården fra vinduet. Så det sprøjtede ned i gården og spredte en dunst af fækalier. Det eneste der lugter af i "min" baggård, er alle de nedfaldsæbler der ligger og roder, og sørger for at hver tur ned til skraldespandene om aftenen er et lotteri med benbrud som hovedgevinst. Lugten er syrlig, råddenlig og på sin vis særdeles ucharmerende. Men der er stadig noget over det, mest af alt fordi min baggård er så hyggelig, når æblerne ligger hist og pist, mens hele områdets katte sørger for, at vi aldrig glemmer, hvem der bestemmer: For det gør de.

De sidste to dage, har de været efter mig to gange. Først da jeg åbnede et vindue, som jeg ikke åbner så tit. Det bliver sjældent åbent, fordi det er i vejen for døren, når det står åbent. Og jeg glemmer altid at lukke det, når jeg skal ud af døren. Så det forbliver lukket. Især efter sidste gang. Jeg åbnede det, jeg vendte mig om i fem sekunder. Jeg vendte mig igen, og fik mit livs chok: En kat stod i vindueskarmen, og kiggede på mig med "du skal ikke tro, at jeg ikke har glemt, at du er flyttet ind her, uden at invitere mig med"blikket. Da jeg i dag skulle ud med skraldeposen, åbner jeg døren, og der står missekatten så igen. Med samme blik. Når den ikke bevogter udluftningsfunktionerne i min lejlighed, hopper den adræt rundt fra tag til tag, og gør konstant omverdenen opmærksom på, at det vitterligt er den, der har magten i min baggård. Så selvom lugt og stemning er mil fra min opfattelse, så bestemmer kattene stadigvæk.