Der er noget specielt over at flytte, i hvert fald hvis man ikke gør det så tit. Jeg flyttede første gang, inden jeg var et år gammel. Igen da jeg var omkring fire. Og igen da jeg var 22. Jeg husker sjovt nok ikke så meget fra de første to gange, mens min flyttehjemmefraflytning stadig står i stærk erindring.
Da flyttede jeg på kollegie, dubletlejlighed med delekøkken og bad med ét andet individ. Og efter et par horrible oplevelser og forsøg udi fejlkommunikationen, (forsvarskommandoen kunne virkelig lære noget af mine to første rum(væsnen)boer og mig, endte jeg med at have det rigtig sjovt med min sidste rumbo. Men jeg var jo ikke rigtigt flyttet hjemmefra, for jeg boede ikke alene. Det gør jeg nu.
Helt alene. I noget der vel på papiret er to værelser, med eget køkken og bad. Køkken i stuen, bad uden gulvvarme, med gammeldags drejedimser seperat til koldt og varmt vand og et vindue der vender mod en gård fyldt med blade. Så hver gang jeg lufter ud, kommer mit badeværelse til at ligne et scenarie fra en Skærsommernats Drøm. I kollegielejligheden var jeg tvunget til at dele køkken med en anden, men køkkenet stod ikke i min stue, og der var ikke gulvtæppe i mit køkken. Hvorfor det nogensinde blev vurderet som værende en god idé, da gulvproblematikken skulle løses i min nye lejlighed, fatter jeg ikke - men faktum er, at jeg nu har et gulvtæppe i mit køkken, der har en fin lille firkant af svedent plastiktæppe, fordi jeg tabte en jævnt varm bradepande på det.
Men jeg bor alene, og det er fantastisk. Følelsen af at man ikke bliver forstyrret, hvis man ikke forstyrrer verden omkring en er fantastisk, og man kommer overens med manglende gulvvarme ved at gå i bad om aftenen, og man lærer hurtigt at lufte kraftigt ud, når man laver mad i den stue, som ens tørrestativ står i, fordi det er det eneste sted der er plads. For alle småproblemerne opvejese, når man kommer hjem efter en lang ret så søvnløs weekend i gode venners lag. Når man træder ind ad døren til ens hjem, og bare har brug for kold cola, hurtigmad og stilhed, og ved, at det er præcis hvad man får, fordi man bor alene, og der derfor ikke er en båtnakke af en rumbo, til at drikke ens cola, fordi tømmermændende bankede på og - "du var jo alligevel ikke hjemme, men jeg køber en ny i morgen, kiosken er lukket," - derfor: Man kommer hjem, man kravler i et par shorts med stor livvidde og en blød t-shirt. Man finder cola, man varmer chili con carne og hvidløgsbrød. Man kravler under tæppet på sofaen, og man tænder tvet. Man nyder stilheden, og gruer for det tidspunkt, man skal ud på badeværelset uden gulvvarme klokken lort om natten, fordi man har drukket for meget cola.
Da flyttede jeg på kollegie, dubletlejlighed med delekøkken og bad med ét andet individ. Og efter et par horrible oplevelser og forsøg udi fejlkommunikationen, (forsvarskommandoen kunne virkelig lære noget af mine to første rum(væsnen)boer og mig, endte jeg med at have det rigtig sjovt med min sidste rumbo. Men jeg var jo ikke rigtigt flyttet hjemmefra, for jeg boede ikke alene. Det gør jeg nu.
Helt alene. I noget der vel på papiret er to værelser, med eget køkken og bad. Køkken i stuen, bad uden gulvvarme, med gammeldags drejedimser seperat til koldt og varmt vand og et vindue der vender mod en gård fyldt med blade. Så hver gang jeg lufter ud, kommer mit badeværelse til at ligne et scenarie fra en Skærsommernats Drøm. I kollegielejligheden var jeg tvunget til at dele køkken med en anden, men køkkenet stod ikke i min stue, og der var ikke gulvtæppe i mit køkken. Hvorfor det nogensinde blev vurderet som værende en god idé, da gulvproblematikken skulle løses i min nye lejlighed, fatter jeg ikke - men faktum er, at jeg nu har et gulvtæppe i mit køkken, der har en fin lille firkant af svedent plastiktæppe, fordi jeg tabte en jævnt varm bradepande på det.
Men jeg bor alene, og det er fantastisk. Følelsen af at man ikke bliver forstyrret, hvis man ikke forstyrrer verden omkring en er fantastisk, og man kommer overens med manglende gulvvarme ved at gå i bad om aftenen, og man lærer hurtigt at lufte kraftigt ud, når man laver mad i den stue, som ens tørrestativ står i, fordi det er det eneste sted der er plads. For alle småproblemerne opvejese, når man kommer hjem efter en lang ret så søvnløs weekend i gode venners lag. Når man træder ind ad døren til ens hjem, og bare har brug for kold cola, hurtigmad og stilhed, og ved, at det er præcis hvad man får, fordi man bor alene, og der derfor ikke er en båtnakke af en rumbo, til at drikke ens cola, fordi tømmermændende bankede på og - "du var jo alligevel ikke hjemme, men jeg køber en ny i morgen, kiosken er lukket," - derfor: Man kommer hjem, man kravler i et par shorts med stor livvidde og en blød t-shirt. Man finder cola, man varmer chili con carne og hvidløgsbrød. Man kravler under tæppet på sofaen, og man tænder tvet. Man nyder stilheden, og gruer for det tidspunkt, man skal ud på badeværelset uden gulvvarme klokken lort om natten, fordi man har drukket for meget cola.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar