Danske farver at nydes ved

Mine forældre er stort set lige landet fra en tur til SydAfrika. Og efter at have set et par hundrede billeder dernedefra, kan jeg skrive under på, at vilddyr, stråtag og store træer med grønne blade udgør et smukt syn. Et virkelig smukt syn. Et helt igennem fantastisk, storslået og åndenødskreerende syn. Alligevel synes jeg, at Danmark er flottere. Det kan være, det er fordi, jeg ikke selv har været dernede, og kun har set det hele på 208 fotos.

Men når jeg ligger på mine forældres sofa, og kigger ud i deres have, overvældes jeg af et farvespektrum, der spænder fra den mest nysselige grøn, til et kraftværk af orange efterår. Det er den samme sang på Sydfyn, hvor jeg dagligt slår mine folder. Det er ikke grøn og sand, det er alle farver, der er kastet sammen i et orgie af sanseindtryk, som man aldrig bliver træt af at kigge på. En køretur dernede giver dig udsyn over Danmark, når landet i særklasse er smukkest.

Dale med marker, der er pløjede, pinte og mørkebrune. Skove i alle efterårets nuancer. Havet til venstre. Og i bunden af dalene, mellem markerne: Små huse i alskens farver, der omfavner en hvid kirke, der i de rette omgivelser også er ganske smuk. Det siges, at helheden med til at forstærke indtrykket, og det er også korrekt. Men de enkelte elementer er også fantastiske. En gåtur i en dansk skov på en efterårsregnvejrsdag kan inddeles i dufte, syn og fornemmelser af liv. Det er på sådanne tidspunkter, at jeg skubber småracisme, røvpolitikere og idiotiske tvindslag fra mig, og favner det der også er danskheden: Danmark i oktober måned er smukkere end smuk. Punktum.