Rejsen foregik fra Ærøskøbing, (hvor jeg bor), til København hvor Dronningen bor. Men det var ikke hende, vi skulle besøge. Næh vi, og med vi mener jeg mig og mine praktikkolleger, skulle besøge Ritzaus bureau og Københavns Politis presseafdeling. Officielt var det for dannelsen, uofficielt var det en måde hvorpå vi kunne lære hinanden at kende.
Selve turen startede for mig klokken 04.30, eller cirka samtidig med det tidspunkt min far normalt vågner på. Ukristeligt er hvad det er. Herfra skulle jeg ud af fjerene, under bruseren og ned på havnen for at fange den første færge klokken 05.55. Og det klarede jeg til UG med kryds og slange. Den næste etape på turen blev knap så elegant udført. Fra Svendborg havn til Svendborg banegård er der ikke langt, og teoretisk set skulle jeg kunne nå derop på de estimerede syv minutter jeg havde, fra færgen landede til toget tøffede. Teoretisk set. Jeg nåede det nemmerlig ikke. Og vi kom med et senere tog. Og kom for sent ind på Ritzau. Trist var det. Officielt. For der var ikke vildt meget kapow over telegrafbureauet. Det var mest af alt en masse flinke mennesker foran en masse standardiserede computere.
Så var der mere action over næste stop. Politiet. Først og fremmest foregik det på gården. Den cirkelrunde ting med den nok så landskendte gård, hvor mangt en olsenbandefilm har haft en scene fra. Her mødte vi en flinker politimand, der sammen med den nye politidirektør og ham den skaldede (Per Larsen?) står for pressekommunikationen. Mødet i sig selv var sjovt nok, men det var turen hen til kontoret hvor mødet skulle foregå, der var turen værd. Hele turen. jeg så nemlig politidirektørens kontor. Og den ny direktør har ikke fået ryddet op efter Hanne Bech Hansen. Noget jeg ellers ville gøre pronto. For mage til kulturopkast skal man satme lede længe efter. Træpaneler, oliemalerier og Philip Starck (ham med den berømte saftpresser) møbler kæmpede om opmærksomheden, mens en kæmpe lampe der bestod af nøgne pærer med vinger af ægte fjær(???) oplyste hele herligheden. Det var mageløst.
Og så til den hjemlige følelse. For da dagens indlæring var på plads, var det tilbage til hotellet for at pakke ud og lande lidt. Dernæst stod den på Tapas der smagte godt og en tur ud i det københavnske natteliv som jeg har været glad for de gange jeg har haft æren af at være derovre. Også denne gang var det skægt, vi besøgte en del barer, og det var så det sidste sted der stod for turens mest interessante indslag. Mit i kongens København, klokken to om natten, på en beværtning med træpaneler, læder på stolene og skod i askebægrerne sad vi og drak Odense Pilsnere fra Albanibryggeriet. Den dag i dag fatter jeg ikke helt hvordan og hvorfor. Men de smagte nu fint, og de gjorde også at hjemturen foregik i mere eller mindre stilhed.
Turen hjem var i øvrigt længere end lang. Jeg kom nok engang til at holde af mig selv for altid at medbringe alt for megen litteratur overalt. For da jeg landede i Svendborg var der ikke 60 minutter til færgen gik, som jeg havde forventet. Der var 150 minutter. To en halv fucking time. Og det er langt. Især i Svendborg. Men havnen serverer en god fisk, og bænkene er relativt behagelige, så det hele går nok i vor dag'!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar