Kochie er landet

Og jeg nåede at lave ét indlæg, før jeg forbrød mig mod min egen opgave. At skrive en gang om ugen. Men mageligheden sejrede. Men nu er jeg landet, så det burde gå den rigtige vej herfra.

Først lidt om hvad der er sket siden sidst.

Først og fremmest fik jeg faktisk mit lån i banken. Uden problemer. Det krævede bare, at jeg talte med min personlige rådgiver. Hun var mere end glad for at give mig en kassekredit. Hun var også flink til at forklare mig, hvad en kassekredit er. For det havde jeg vitterligt ingen idé om.

Og så skulle den gamle "lejlighed", der jo egentlig er et fancy kollegieværelse, tømmes. Det burde være en formsag, og det blev det egentlig også. Sådan da. For jeg lagde flytteugen, der startede mandag og sluttede onsdag med en flytning sjovt nok, ud med at holde en mindre fest for at fejre at jeg havde lånt penge af banken. Dagen efter vågnede jeg til et gulv der var rent. Men det var kun rent fordi jeg havde vasket det klokken fem om morgenen, efter det var blevet søbet ind i en halv liter kirsebærvin og andre sjove småting. Festen var egentlig et ret generelt billede på, hvordan jeg har behandlet mit værelse. Jeg har altid gjort grundigt rent efter fester, og jeg har altid holdt det nogenlunde ordentligt. Men samtidig har jeg holdt fester der har omhandlet gode mængder alkohol og alt for mange mennesker. Det har gjort at lejligheden nok ikke har fået den pæneste behandling overall. Så da den skulle synes var jeg mildt sagt nervøs. Jeg forventede faktisk at miste hele mit indskud.

Men ingen flytning intet syn. Det skulle overstås først. Min far og jeg pakkede hele mit 18 måneders studieliv ned i en flyttebil på en lille arbejdsdag, og pludselig boede jeg i mit barndomshjem igen. På mit første værelse for at det ikke skal være løgn. Tiden derhjemme var smertefri nok. Men jeg kunne godt mærke på mine forældre, at de ikke var vant til at have sovende gæster over flere dage. Og de kunne uden tvivl mærke at jeg ikke var vant til at bo sammen med dem længere. Det gik dog over alle forventninger, og eftersom de var på ferie ude af huset i halvdelen af tiden, var det slet ikke så slemt.

Og så blev lejligheden jo synet. På 10 sekunder. Dagen før havde jeg brugt ni timer på at gøre den ren. Det eneste der skulle konstateres, var at mit gulv var grimt. Det vidste jeg godt selv. Det ville koste 500 kroner. Den havde jeg til gengæld ikke set komme. Så der burde komme en stor flot check hjem til mine forældre inden længe, som så skal et smut til Ærø, så den kan blive sat i banken, så jeg kan få startet den opsparing der skal sikre et nyt indskud til februar.

Så skulle den flytning der jo overstås. Jeg havde aftalt med udlejeren at jeg ville lande på Ærø den første august 2009 med den første færge. Hvilket vil sige klokken 12. Jeg landede klokken 12 med min far. Hvilket vil sige at vi stod op klokken seks. Hvilket jeg godt kan. Men det er ikke noget jeg nyder. På nogen måde. Men vi landede da. Og der var ingen udlejer. Wuhu! Han var ikke at finde ved sin forretning. Ej heller ved lejligheden. Den så til gengæld tom og indflytningsklar ud, så lidt godt var der da i vente. Og efter to timers telefonopkald, googlesøgning og køren rundt på Ærø efter forskellige adresser, fik jeg faktisk udleveret ikke bare en, men to nøgler af udlejerens dejlige kone, der kunne fortælle mig, at vi var gået galt af hinanden. Han troede først jeg ville lande mandag. Nåda. Men ingen skade sket. Det tog bare to timer ud af indflytningstiden, så vi måtte løbe lidt hurtigere. Hvilket vi også gjorde. Jeg kiggede ikke meget på klokken de næste seks timer vi havde, inden bilen skulle pakkes igen så min far kunne komme med dagens sidste færge. Vi fik flyttet en sofa og et kæmpebord ind uden problemer. Vi fik med lidt kvaler samlet adskillige Ikeamøbler og tømt et utal af flyttekasser. (Jeg kan vitterligt ikke huske, hvor mange kasser jeg faktisk havde med). Vi fik ikke flyttet min seng ind! Det gjorde vi ikke fordi den er for stor til at kunne komme op på mit soveværelse. Trist er hvad det er. Men så har jeg da en undskyldning for at sove på sofaen de første dage, til jeg får købt mig en mindre seng. Den sidste halve time var særligt hektisk, der blev samlet, skruet og knoklet til det sidste. Og det lykkedes faktisk. Jeg blev flyttet ind. Jeg var tilfreds. Ja næsten lykkelig. Min far? Han var utilfreds med at det rodede. Men sådan er vi jo så forskellige, jeg nægtede at give ham lov til at bruge et par timer til på at rydde op, for så at tage en færge dagen efter, og dermed skulle ud og købe endnu en billet. Det var altså for tåbeligt.

Så istedet har jeg selv brugt min søndag på de sidste detaljer. Jeg har fået pakket alle kasser ud. Jeg har fundet ud af, at jeg vitterligt skal have købt nogle hylder til mit tøjskab. For tøjet er stadig i tasker. I skabet dog. Trods alt. Og så har jeg fundet ud af, at hullet op til mit soveværelse hader mig. Sengen kunne ikke være der. Og mit lille bord, der skulle stå ved siden af sengen, kunne det være der? Nej da. Det var jeg nødt til at skille ad før der var plads. På den anden side er jeg helt stolt af, at jeg faktisk har skilt noget ad selv. Det plejer at være farmand der gør det. Men farmand er en færge, en bus, et tog og endnu en bus væk. Så metaldimsen der ikke er en skruetrækker, og som jeg har fire af fordi der fulgte en med hver Ikeastol jeg har købt, blev motioneret, og nu ligger bordet da deroppe. Sammen med en masse sengetøj og alt muligt andet, som jeg ikke får brug for den første uges tid. Tilbage er en flyttekasse hernede med småting jeg ikke har brug for, og en kasse med affald der skal smides ud. Og så skal der hænges billeder op på væggene. Men ellers er her fint. Vinduerne lufter ud. Fjernsynet viser TV2. Og min sofa er skøn. I morgen klokken 9 starter jeg på de første seks måneder af min tid som praktikant hos Fyns Amtsavis. Og jeg glæder mig usigeligt.