Edderkopper i skrækkelige kryb

Jeg har hele mit liv haft den opfattelse, at vi levede i et moderne samfund. En verden hvor der var tjek på tingene, hvor mennesket regerede, og hvor dyrene var underordnet os. Det er måske en kynisk holdning for nogen, men for mig har den fungeret. Den har holdt min frygt for den dag tigrene fra Indien, elefanterne fra Sydafrika og naboens kat i samlet flok bankede på, for at tage hævn over mig og mine senmoderne vaner med TV og varm mælk på afstand. Med undtagelse af varm mælk, jeg har aldrig drukket varm mælk. Derfor irriterer det mig den dag i dag, at vi ikke har udryddet de mest irriterende småkryb. Myrer, stankelben, myg, fluer og edderkopper. Bare dem.

Da jeg boede hjemme, var jeg en smule bange for edderkopper og en hel del mere bange for stankelben. Det der irriterede mig mest, var når folk verfede min frygt af som irrationel. Bare fordi de ikke kan slå mig ihjel, kan jeg stadig godt ligge søvnløs over tanken om, at de kunne finde på at slå mig ihjel. Det møde med en edderkop jeg husker bedst, var engang jeg skulle lege med mine Duploklodser. Altså har det været ret mange år siden. Men jeg husker det stadig tydeligt. Bedst som jeg gravede godterne ud af de gule plastikkasser min samling lå i, åbenbarede dette behårede kryb sig for mine øjne. Og jeg skreg sikkert mine lunger af led, og nægtede sikkert også at røre kassen igen før hver en klods var vendt og hvert et hjørne i værelset var støvsuget af en flink forælder med tålmodigheden på seriøst overarbejde. Stankelbenene husker jeg bedst som de kryb jeg brugte en sommer på at vænne mig til. Det endte med at jeg ikke rystede som et godt gammeldags espeløv når jeg så dem. Indtil den dag en af dem fløj ind i mit øje. Så var det forfra med at se frygten i øjnene. I bogstavligste forstand.

Da jeg flyttede på kollegium forsvandt frygten ikke. Men den blev skubbet væk. For der var ikke mange stankelben og endnu færre edderkopper i den moderne bygning jeg boede i. Jeg kan huske, at jeg tænkte over det, mens jeg i familiebilen kørte mine ejendele til Ærø. Jeg frygtede med et tænkt grin, at de gode tider uden røvirriterende og skideskræmmende kryb var forbi. Og huha hvor er de forbi. Fra dag ét har jeg kæmpet med edderkopperne, og med farmands visdomsobservation om, at det kun bliver værre når regnen begynder at falde og temperaturen daler samme vej, har jeg til tider levet i konstant irritation. For jeg er ikke bange for edderkopper mere. Ikke meget i hvert fald. Men for fanden hvor er der mange. Derfor var det også en lykkens stund, da der var besøg fra hovedlandet for en uge siden. Med i familiebilen var der nemmerlig gift til de satans skadedyr. Gift så kraftig at jeg fik hovedpine da det blev sprøjtet ud i min dejlige lejlighed. Gift der gør, at jeg stadig finder lig af de døde flerbenede møgirriterende skodvæsener som jeg hader med så megen energi jeg kan mønstre. Oven i den lykkelige giftgave, fik jeg også en elektronisk fluesmækker. Den er min bedste ven. Det siger til tider knald når jeg popper en lille peter edderkop, og stankelben og spyfluer får kærligheden at føle, når jeg svinger den elektroniske dræbermaskine, som var jeg kvindelig dansk tennisspiller med polske aner.

Og derfor til noget helt andet:

En af vores bedste fodboldspillere nogensinde, ja måske en af de bedste i verden, Peter Schmeichel, havde en polsk far. Verdens pt. ottende/niende-bedste kvindelige tennisspiller er dansker. Men Caroline Wozniacki har en polsk far. Jeg siger ikke mere. Bare at det måske ikke var det smarteste at køre en hær ind i landet dengang for snart mange år siden. Med de aner de har for sportsmænd, kunne Polen havde været europas dreamteam i omgang med bold. Men det er jo bare en hypotese. En hypotese der er uden hold i virkeligheden. Og i bund og grund er jeg ligeglad, jeg har edderkopperne under kontrol. Sådan da. Bevæbnet med gift, elektronisk ketcher og støvkost tager jeg kampen op. For jeg nægter at være bange for kryb der er så meget mindre end mig. Hvis bare ikke de havde så fucking mange ben.